Pressemeddelelse om 2013/14 regnskab
VTI's (Vinderup Træindustris) netop offentliggjorte regnskab for 2013/14 viser endnu engang et yderst tilfredsstillende resultat på over 8 millioner kroner efter skat. Men næppe er resultatet godkendt, før limtræsproducenten gaber over nye ambitiøse mål.
- Vi har nu ottedoblet VTI's resultat siden 2010. Det betyder, at vi endegyldigt har besejret dønningerne fra finanskrisen og for alvor kan begynde at rykke fremad med nye produkter og nye markeder. Første skridt har været investeringen i nye maskiner, der producerer trappetræ til europæiske trappeproducenter. Vi har allerede fået gang i det engelske marked og er nu også på vej ind på det norske marked, udtaler VTI's adm. direktør Bjarne Andersen. Han tilføjer, at der også er vækst på de etablerede forretningsområder, herunder limtræ til møbler, DIY og vinduer. Det tyder på, at forbrugerne er ved at blive trætte af "hvidt-i-hvidt" i boligindretningen og begynder at foretrække træ igen.
Store forventninger til varmebehandlet limtræ
Næste landevinding er VTI's nyudviklede energibesparende, fingerskarret limtræ til vinduer og outdoor.
- Dette nye produkt har været fem år undervejs, og er udviklet gennem et intensivt samarbejde med Teknologisk Institut. Vi er nu i mål med et nyt limtræsprodukt, der bl.a. har en forbedret isoleringsevne og formstabilitet. VTI er som den eneste limtræsproducent lykkedes med at udvikle varmebehandlet limtræ, der samtidig er fingerskaret, siger Bjarne Andersen. Han tilføjer, at VTI allerede har solgt de nye energivenlige produkter til vinduesproducenter i både Danmark og Norge.
- Det nye produkt er udviklet i tråd med den stadig stigende interesse for miljø og bæredygtighed. Målet er derfor en hurtig udrulning, og vi skønner, at det nye produkt rammer plet til både vinduer og outdoor-produkter etc. i dele af Europa, udtaler VTI's adm. direktør Bjarne Andersen.
Ny vækst- og strategiplan
Sidste år tog VTI nye skridt ved at ansætte de første akademikere i virksomhedens historie. Det er gået så godt, at man nu overvejer yderligere skridt, der skal rykke VTI's organisation endnu en division op.
- Med den vækst vi planlægger, er det nødvendigt, at vi er bedst muligt rustet, både i organisationen, bestyrelse og ledelse. Derfor er vi i gang med at udarbejde en vækst- og strategiplan frem mod 2020, vi styrker bestyrelsen med nye medlemmer, og vi går i gang med skarpslibning af de personlige potentialer hos ledere og specialister. Vores maskiner er toptrimmede, og det skal menneskerne bag også være, hvis vi skal klare store skridt ud på det globale marked, siger Bjarne Andersen. Han tilføjer, at VTI nu beskæftiger 100 timelønnede medarbejdere samt 23 funktionærer.
Fakta nøgletalsoversigt 2013/2014:
- Resultat efter skat TDKK 8.032
- Egenkapital TDKK 53.435
- Soliditetsgrad 34,92 %
- EBIDTA 18.931